Min familie har hund, en Whippet der hedder Gimli. Han er ofte en genvej til at møde nye mennesker, også når vi er ude at rejse.  Vi har haft ham med i Berlin, hvor vi i Kreuzberg kom i snak med en ældre kvinde, der har boet hele sit liv i bydelen. Hun fortalte om en tid med knaphed på varer og om afstanden til livet i Vesttyskland.

Ku’damm 1956

Kæresten og jeg har set en fantastisk serie om en familie i Vestberlin i efterkrigsåret 1956, Ku’damm 1956 (Pigerne fra Berlin på DR). Fortællingen ligger i en periode han og jeg ikke kender meget til. Det er årene for det store Wirtschaftswunder. Det er tiden efter Nürgbergprocesserne 1945-1949, og inden det store retsopgør om Auschwitz 1963-65. En hel generation af unge er opvokset i en fortælling om fremskridt, uden et egentligt kendskab til krigsårene, nazismens udbredelse og deres forældres bidrag.

1989, ophør eller oprør

27. maj 2016. Vi møder Spinage, en lille Jack Russel Terrier – det er hans navn vi kender. Hans mennesker vi taler med. De er midt i 20’erne, studerer og arbejder i København. Hun er fra Letland, han er fra Rumænien – de har mødt hinanden i Danmark.

Hun fortæller, at hun lige har set en film om murens fald. Det var en overvældende oplevelse. Hun har aldrig tidligere hørt historien berettet som et oprør imod jerntæppet. Hørt at nogle tænkte frihed og selvbestemmelse. Hørt at folk ønskede sig fri af det kommunistiske styre. Hun ringede til sin 10 år ældre storesøster. Oprømt, fascineret og rystet. “Jeg har lige set en film om murens fald! Det er helt utroligt! Vidste du det?”.

Hun havde tænkt på at konfrontere sin mor (der vel er på min alder), men har besluttet sig for at lade være. Tænker at det er en tid, der er svær at tale om. Bedstefar er gammelkommunist, det er nok en historie, der skal blive liggende.

Jeg bliver overrasket over fortællingen. Det er en besynderlig oplevelse. En historisk begivenhed, en væsentlig markør i min historie, er fuldstændig udeladt i hendes. Hun som er født i den historiske forandring. Hendes fortælling minder mig om Ku’damm 1956. Får mig til at overveje, om jeg har forholdt mine unger viden i fremskridtets eller glemslens navn.

Min mest bevægende erindring om murens fald er fra sommeren 1990. En morgen på vej til arbejde på Islands Brygge kørte jeg ad Amagermotorvejen.  Forude på vej op over broen kørte en hel kolonne af Trabier, østtyskere på ferie, nu frie til at rejse. Det var en fest at overhale dem alle, langsomt, vinkende.

En hund er bedre end en ungarsk onkel

4. juni 2016. En uge senere møder jeg to unge mennesker i starten af 20’erne. De viser interessere i hunden. Vi stopper og hilser på. Gimli bliver præsenteret, der kæles, snakkes. Hundens navn giver anledning til en snak om Ringenes Herre, om det skæve ved et dværgenavn til en mynde. Om sammenhæng mellem litteratur og film. Begejstringen er fælles, og den er stor. Vi taler om Hobitten, de foreslår at jeg springer filmen over – Peter Jackson har trukket historien ud, som for at fylde tiden – og har formasteligt digtet en kærlighedshistorie ind. Begejstringen for Gimli har ingen ende, han bliver filmet sammen med den unge kvinde.

Da vi er ved at runde vores rendesvous af, spørger jeg om de er studerende her i byen, eller om de er på ferie. Turister er de, fra Ungarn. Jeg begejstres, endnu et fællesskab på tværs af generationer og kultur – og fortæller glad, at jeg har en ungarsk onkel, der kom til Danmark efter sin flugt i 1956…

De er helt blanke… forstår slet ikke hvad jeg siger, eller hvad jeg taler om. Kan ikke sætte mine ord ind i en kendt foreståelsesramme. De kender ikke historien om oprøret. Om de mange, der flygtede. Den har ikke betydning for dem. Det slår mig, at de formentlig heller ikke kender til skellet i 1989 – til premierminister Miklós Neméths mod – åbningen af grænsen mod vest.

De er født i tiden efter, som min lettiske bekendte og de unge i Ku’damm 1956. De er vokset op i en tid med frie valg, med fri udrejse. I et land, der er medlem af Nato og af EU.

Der hvor jeg tænkte, at vi har et fællesskab – slægtskab med Ungarn – er helt uden for deres forståelsesramme.

Hvis du vil se en fremragende dokumentarfilm om 1989, vil jeg varmt anbefale 1989 af Anders Østergaard & Erzsebét Rácz.

Billedet af Trabanten er hentet på Pixabay.com

FacebooktwitterlinkedinFacebooktwitterlinkedinby feather